Om fænomenerne lys & porcelæn

Fænomenet lys eller vores oplevelse af lyset har en nærmest iboende karakter i os som noget livsgivende og organisk. Det naturlige lys føles varmt og imødekommende og fremfor alt hjemligt.

Lysindfald og lysgennemstrømninger fanger vores opmærksomhed. De mønstre, skygger og silhouetter de afføder lader tankerne vandre og danner grobund for forestillinger af metaforisk beskaffenhed. Man kan sige, at lysets metafysiske væsen på samme tid kan opleves som både virkeligt og illusorisk - afhængig af de medier hvori eller hvorpå lyset optræder. Det tillader os altså ikke kun at se og opleve verden på en bestemt måde. Det tillader os også at se noget som noget bestemt; Vi tolker således lyset, dets spor og fremtrædelsesform med hjælp fra vores begrebs- og erfaringsverden.

Et basalt grundtræk ved vores interaktion med lyset er at lys kan indfanges, men ikke opbevares, lys kan ses og mærkes, men har ikke en sådan beskaffenhed at vi som sådan kan rører ved det forstået som at gribe lyset. Og dette gør i sig selv lyset til et perceptionelt fænomen.

Når vi oplever lys, lysindfald og lysgennemstrømninger oplever vi først og fremmest lyset som det fremtræder for os - og det er som om, at vi samtidig får et glimt af lyset som det er i sig selv - velvidende at dette aspekt slet ikke er åben for vores umiddelbare perception. For selvom lyset i sig selv er stofligt, forstået som noget materielt og fysisk er det jo sådan at vi i højere grad oplever det som et foranderlig fænomen - og hvor det at fatte dets egentlige væsen synes vanskelig. Når vi indfanger lyset og koncentrere det på et område er det alligevel som om vi indfanger dets egentlig indhold, som ikke umiddelbart er til syne.

Porcelænet har en særlig egenskab i denne sammenhæng. Det har nemlig en evne til at kommentere lyset på en meget organisk, livagtig og sanselig måde. Det interessante ved porcelænsmaterialet ligger i dets modsætningsrige væsen. Det er et materiale, der i sin oprindelige form er plastisk og tæt og som dog gennem bearbejdning og brænding tilføres en fast, transparent fremtrædelseform. Porcelænets transparents kan fornemmes, men opleves først i lysets tilstedeværelse. I fraværet er det stadig tæt med en på samme tid stoflig og næsten glasagtig karakter. Ved lysindfaldet fornemmer vi forsigtigt dets transparente præg - som forstærkes i det øjeblik lyskilden kommer indefra. Vi oplever altså porcelænet som et foranderligt element. Man kan sige, at når porcelænet ændre karakter, så ændre vores oplevelse med den. Og på denne måde har porcelænet nogle meget direkte assisioner til lysets måde at fremtræde på (for os).

Porcelæn og lys har altså et særligt interafhængigt slægtskab; uden lysets tilstedeværelse ville vi ikke kunne opleve porcelænlerets forskelligartede karaktertræk og mangfoldige væsen. Man kan sige, at lyset ikke kun giver os en oplevelse af porcelænet som det fremtræder for os, det giver os også en direkte mulighed for at se porcelænet som det er i sig selv. Og givet porcelænets stoflige egenskab tillader det lyset at indtage porcelænet som sit medie - hvori det kan efterlade en både virkelig og illusorisk fremtrædelsesform. Det er dette særlige slægtskab jeg forfølger i mine skulpturelbetonede porcelænsobjekter.